Simone
许多年前，有一个皇帝，为了穿得漂亮，不惜把所有的钱都花掉。他既不关心他的军队，也不喜欢去看戏，也不喜欢乘着马车去游公园枣除非是为了去炫耀一下他的新衣服。他每一天每一点钟都要换一套衣服。人们提到他，总是说：“皇上在更衣室里。” 有一天，他的京城来了两个骗子，自称是织工，说能织出人间最美丽的布。这种布不仅色彩和图案都分外美观，而且缝出来的衣服还有一种奇怪的特性：任何不称职的或者愚蠢得不可救药的人，都看不见这嫌派衣服。 “那真是理想的衣服!”皇帝心里想，“我穿了这样的衣服，就可以看出在我的王国里哪些人不称职；我就可以辨别出哪些是聪明人，哪些是傻子。是的，我要叫他们马上为我织出这样的布来。”于是他付了许多钱给这两个骗子，好让他们马上开始工作。 他们摆出两架织布机，装作是在工作的样子，可是他们的织布机上连一点东西的影子也没有。他们急迫地请求发给他们一些最细的生丝和最好的金子戚者。他们把这些东西都装进自己的腰包，只在那两架空织布机上忙忙碌碌，直到深夜。 “我倒很想知道衣料究竟织得怎样了。”皇帝想。不过，想起凡是愚蠢或不称职的人就看不见这布，心里的确感到不大自然。他相信自己是无须害怕的，但仍然觉得先派一个人去看看工作的进展情形比较妥当。全城的人都听说这织品有一种多么神奇的力量，所以大家也都渴望借这个机会测验一下：他们的邻人究竟有多么笨，或者有多么傻。 “我要派我诚实的老大臣到织工那儿去。”皇帝想，“他最能看出这布料是什么样子，因为他很有理智，就称职这点说，谁也不及他。” 这位善良的老大臣来到那两个骗子的屋子里，看见他们正在空织布机上忙碌地工作。 “愿上帝可怜我吧!”老大臣想，他把眼睛睁得特别大，“我什么东西也没有看见!”但是他没敢把这句话说出口来。 那两个骗子请他走近一点，同时指着那两架空织布机问他花纹是不是很美丽，色彩是不是很漂亮。可怜的老大臣眼睛越睁越大，仍然看不见什么东西，因为的确没有东西。 “我的老天爷!”他想，“难道我是愚蠢的吗?我从来没有怀疑过自己。这一点决不能让任何人知道。难道我是不称职的吗?不成!我决不能让人知道我看不见布料。” “哎，您一点意见也没有吗?”一个正在织布的骗子说。 “哎呀，美极了!真是美极了!”老大臣一边说，一边从他的眼镜里仔细地看，“多么美的花纹!多么美的色彩!是的，我将要呈报皇上，我对这布料非常满意。” “嗯，我们听了非常高兴。”两个骗子齐声说。于是他们就把色彩和稀有的花纹描述了一番，还加上些名词。老大臣注意地听着，以便回到皇帝那儿可以照样背出来。事实上他也这样做了。 这两个骗子又要了更多的钱，更多的生丝和金子，说是为了织布的需要。他们把这些东西全装进了腰包。 过了不久，皇帝又派了另外一位诚实的官员去看工作进行的情况。这位官员的运气并不比头一位大臣好：他看了又看，但是那两架空织布机上什么也没有，他什么东西也看不出来。 “你看这段布美不美?”两个骗子问。他们指着，描述着一些美丽的花纹枣事实上它们并不存在。 “我并不愚蠢呀!”这位官员想，“这大概是我不配有现在这样好的官职吧。这也真够滑稽，但是我决不能让人看出来。”他就把他完全没看见的布称赞了一番，同时保证说，他对这些美丽的色彩和巧妙的花纹感到很满意。“是的，那真是太美了!”他对皇帝说。 城里所有的人都在谈论着这美丽的布料。 皇帝很想亲自去看一次。他选了一群特别圈定的随员枣其中包括已经去看过的那两位诚实的大臣。他就到那两个狡猾的骗子那里。这两个家伙正在以全副精力织布，但是一根丝的影子也看不见。 “您看这布华丽不华丽?”那两位诚实的官员说，“陛下请看：多么美的花纹!多么美的色彩!”他们指着那架空织布机，他们相信别人一定看得见布料。 “这是怎么一回事呢?”皇帝心里想，“我什么也没有看见!这可骇人听闻了。难道我是一个芹仔贺愚蠢的人吗?难道我不够资格当皇帝吗?这可是最可怕的事情。”“哎呀，真是美极了!”皇帝说，“我十分满意!” 于是他点头表示满意。他仔细地看着织布机，他不愿说出什么也没看到。跟着他来的全体随员也仔细地看了又看，可是他们也没比别人看到更多的东西。他们像皇帝一样，也说：“哎呀，真是美极了!”他们向皇帝建议，用这新的、美丽的布料做成衣服，穿着这衣服去参加快要举行的游行大典。“这布是华丽的!精致的!无双的!”每人都随声附和着。每人都有说不出的快乐。皇帝赐给骗子“御聘织师”的头衔，封他们为爵士，并授予一枚可以挂在扣眼上的勋章。 第二天早上，游行大典就要举行了。头一天夜晚，两个骗子整夜点起十六支以上的蜡烛。人们可以看到他们是在赶夜工，要把皇帝的新衣完成。他们装作从织布机上取下布料，用两把大剪刀在空中裁了一阵子，同时用没有穿线的针缝了一通。最后，他们齐声说：“请看!新衣服缝好了!” 皇帝亲自带着一群最高贵的骑士们来了。两个骗子各举起一只手，好像拿着一件什么东西似的。他们说：“请看吧，这是裤子，这是袍子，这是外衣。”“这些衣服轻柔得像蜘蛛网一样，穿的人会觉得好像身上没有什么东西似的，这也正是这些衣服的优点。” “一点也不错。”所有的骑士都说。可是他们什么也看不见，因为什么东西也没有。 “现在请皇上脱下衣服，”两个骗子说，“好让我们在这个大镜子面前为您换上新衣。” 皇帝把他所有的衣服都脱下来了。两个骗子装作一件一件地把他们刚才缝好的新衣服交给他。他们在他的腰周围弄了一阵子，好像是为他系上一件什么东西似的枣这就是后裙。皇上在镜子面前转了转身子，扭了扭腰。 “上帝，这衣服多么合身啊!裁得多么好看啊!”大家都说，“多么美的花纹!多么美的色彩!这真是贵重的衣服。” “大家都在外面等待，准备好了华盖，以便举在陛下头顶上去参加游行大典。”典礼官说。 “对，我已经穿好了。”皇帝说，“这衣服合我的身吗?”于是他又在镜子面前把身子转动了一下，因为他要使大家觉得他在认真地观看他的美丽的新装。 那些托后裙的内臣都把手在地上东摸西摸，好像他们正在拾起衣裙似的。他们开步走，手中托着空气枣他们不敢让人瞧出他们实在什么东西也没看见。 这样，皇帝就在那个富丽的华盖下游行起来了。站在街上和窗子里的人都说：“乖乖!皇上的新装真是漂亮!他上衣下面的后裙是多么美丽!这件衣服真合他的身材!”谁也不愿意让人知道自己什么也看不见，因为这样就会显出自己不称职，或是太愚蠢。皇帝所有的衣服从来没有获得过这样的称赞。 “可是他什么衣服也没穿呀!”一个小孩子最后叫了出来。 “上帝哟，你听这个天真的声音!”爸爸说。于是大家把这孩子讲的话私下里低声地传播开来。 “他并没穿什么衣服!有一个小孩子说他并没穿什么衣服呀!” “他实在没穿什么衣服呀!”最后所有的百姓都说。皇帝有点儿发抖，因为他觉得百姓们所讲的话似乎是真的。不过他心里却这样想：“我必须把这游行大典举行完毕。”因此他摆出一副更骄傲的神气。他的内臣们跟在他后面走，手中托着一条并不存在的后裙。Kejserens nye klæderaf Hans Christian AndersenFor mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet. han brød sig ikke om sine soldater, brød sig ej om komedie eller om at køre i skoven, uden alene for at vise sine nye klæder. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man siger om en konge, han er i rådet, så sagde man altid her: “Kejseren er i garderoben!” – I den store stad, hvor han boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være vævere og sagde, at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum. “Det var jo nogle dejlige klæder,” tænkte kejseren; “ved at have dem på, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i mit rige der ikke dur til det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! ja det tøj må straks væves til mig!” og han gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde. De satte også to vævestole op, lod som om de arbejdede, men de havde ikke det mindste på væven. Rask væk forlangte de den fineste silke, og det prægtigste guld; det puttede de i deres egen pose og arbejdede med de tomme væve, og det til langt ud på natten. “Nu gad jeg nok vide, hvor vidt de er med tøjet!” tænkte kejseren, men han var ordentligt lidt underlig om hjertet ved at tænke på, at den, som var dum, eller slet passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede han nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men han ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var. “Jeg vil sende min gamle ærlige minister hen til væverne!” tænkte kejseren, “han kan bedst se, hvorledes tøjet tager sig ud, for han har forstand, og ingen passer sit embede bedre end han!” – Nu gik den gamle skikkelige minister ind i salen, hvor de to bedragere sad og arbejdede med de tomme væve. “Gud bevar' os!” tænkte den gamle minister og spilede øjnene op! “jeg kan jo ikke se noget!” Men det sagde han ikke. Begge bedragere bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om det ikke var et smukt mønster og dejlige farver. Så pegede de på den tomme væv, og den stakkels gamle minister blev ved at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. “Herre Gud!” tænkte han, “skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide! skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se tøjet!” “Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene, som vævede! “Oh det er nydeligt! ganske allerkæreste!” sagde den gamle minister og så igennem sine briller, “dette mønster og disse farver! – ja, jeg skal sige kejseren, at det behager mig særdeles!” “Nå det fornøjer os!” sagde begge væverne, og nu nævnede de farverne ved navn og det sælsomme mønster. Den gamle minister hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til kejseren, og det gjorde han. Nu forlangte bedragerne flere penge, mere silke og guld, det skulle de bruge til vævning. De stak alt i deres egne lommer, på væven kom ikke en trevl, men de blev ved, som før, at væve på den tomme væv. Kejseren sendte snart igen en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med vævningen, og om tøjet snart var færdigt. Det gik ham ligesom den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de tomme væve, kunne han ingen ting se. “Ja, er det ikke et smukt stykke tøj!” sagde begge bedragerne og viste og forklarede det dejlige mønster, som der slet ikke var. “Dum er jeg ikke!” tænkte manden, “det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok! men det må man ikke lade sig mærke med!” og så roste han tøjet, han ikke så, og forsikrede dem sin glæde over de skønne kulører og det dejlige mønster. “Ja det er ganske allerkæreste!” sagde han til kejseren. Alle mennesker i byen talte om det prægtige tøj. Nu ville da kejseren selv se det, medens det endnu var på væven. Med en hel skare af udsøgte mænd, mellem hvilke de to gamle skikkelige embedsmænd var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu vævede af alle kræfter, men uden trevl eller tråd. “Ja er det ikke magnifique!” sagde begge de skikkelige embedsmænd. “Vil deres majestæt se, hvilket mønster, hvilke farver!” og så pegede de på den tomme væv, thi de troede, de andre vistnok kunne se tøjet. “Hvad for noget!” tænkte kejseren, “jeg ser ingen ting! det er jo forfærdeligt! er jeg dum? dur jeg ikke til at være kejser? det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!” “Oh det er meget smukt!” sagde kejseren, “det har mit allerhøjeste bifald!” og han nikkede tilfreds og betragtede den tomme væv; han ville ikke sige, at han ingen ting kunne se. Hele følget, han havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom kejseren, “oh det er meget smukt!” og de rådede ham at tage disse nye, prægtige klæder på første gang, ved den store procession, som forestod. “Det er magnifique! nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund, og man var allesammen så inderligt fornøjede dermed. Kejseren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af vævejunkere. Hele natten før den formiddag processionen skulle være, sad bedragerne oppe og havde over seksten lys tændte. folk kunne se, de havde travlt med at få kejserens nye klæder færdige. De lod, som de tog tøjet af væven, de klippede i luften med store sakse, de syede med synål uden tråd og sagde til sidst: “se nu er klæderne færdige!” Kejseren, med sine fornemste kavalerer, kom selv derhen og begge bedragerne løftede den ene arm i vejret ligesom om de holdt noget og sagde: “se her er benklæderne! her er kjolen! her kappen!” og således videre fort. “Det er så let, som spindelvæv! man skulle tro man havde ingen ting på kroppen, men det er just dyden ved det!” “Ja!” sagde alle kavalererne, men de kunne ingen ting se, for der var ikke noget. “Vil nu Deres kejserlige majestæt allernådigst behage at tage deres klæder af!” sagde bedragerne, “så skal vi give Dem de nye på, herhenne foran det store spejl!” Kejseren lagde alle sine klæder, og bedragerne bar sig ad, ligesom om de gav ham hvert stykke af de nye, der skulle være syet, og kejseren vendte og drejede sig for spejlet. “Gud hvor de klæder godt! hvor de sidder dejligt!” sagde de allesammen. “Hvilket mønster! hvilke farver! det er en kostbar dragt!” – “Udenfor står de med tronhimlen, som skal bæres over Deres majestæt i processionen!” sagde overceremonimesteren. “Ja jeg er jo istand!” sagde kejseren. “Sidder det ikke godt?” og så vendte han sig nok engang for spejlet! for det skulle nu lade ligesom om han ret betragtede sin stads. Kammerherrerne, som skulle bære slæbet, famlede med hænderne hen ad gulvet, ligesom om de tog slæbet op, de gik og holdt i luften, de turde ikke lade sig mærke med, at de ingenting kunne se. Så gik kejseren i processionen under den dejlige tronhimmel og alle mennesker på gaden og i vinduerne sagde: “Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!” Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke. “Men han har jo ikke noget på,” sagde et lille barn. “Herre Gud, hør den uskyldiges røst,” sagde faderen; og den ene hviskede til den anden, hvad barnet sagde. “Han har ikke noget på, er der et lille barn, der siger, han har ikke noget på!” “Han har jo ikke noget på!” råbte til sidst hele folket. Og det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “nu må jeg holde processionen ud”. Og så holdt han sig endnu stoltere, og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.
